Der var engang, hvor vi gik på markedet og købte madvarer i deres mest rå og ubearbejdede form. Derhjemme foregik så alt fra skrællen til snitten og fra rengøring til kogning. I dage ser det lidt anderledes ud. For i dag er det faktisk muligt at købe mange madvarer, der allerede er bearbejdet og klar til at stille på bordet. Derudover kommer alle de tilbud om takeaway, som vi vælter os i. Årsagen er nok vores travle hverdag, som ikke efterlader meget tid til madlavning. Men er det ikke et spørgsmål om prioritet? I stedet for at se madlavning som noget, der skal overstås, kan man vælge at se det som en måde at være sammen på. For det er der heller ikke meget af i et moderne familieskema.
Første skridt på vejen er at sørge for et børnevenligt køkkenmiljø. Rent lavpraktisk betyder det, at børnene, når de er gamle nok til at være med til at forberede måltiderne, skal kunne komme til tingene i køkkenet. En skridsikker skammel er god at have stående. Sørg også for, at glas, redskaber, tallerkener, krydderier m.m. er tilgængelige for de yngste kokke. Nyere køkkener har ofte store, dybe skuffer til opbevaring, frem for de mange overskabe, der sidder i ældre køkkener. Måske er det med børnene in mente, at køkkenerne kommer i dette design i dag.
Lær børnene at bruge mindre knive på en sikker måde, og lad dem bruge den tid, det tager at skære grøntsager ud. Dernæst er et godt med en hyggelig indretning, der inspirerer og giver lyst til at være i køkkenet og ikke mindst lyst til at bruge gode råvarer. Pryd rummet med lækker vægpynt i træ, hvor temaet er mad, drikke, opskrifter, information om råvarer eller lignende. Ryd op, så der er plads til at stille an på række, hvad opskriften dikterer. Det giver overblik og overskud til at komme i mål med et hjemmelavet måltid.
Hvad skal vi lave til aftensmad i dag? Det er det daglige spørgsmål hos mange børnefamilier. For der er mange krav til måltidet. Det skal være hurtigt, men lækkert. Det skal være billigt, men gerne med præg af dyrevelfærd og økologi. Det skal være noget børnene kan lide, men ikke boller i karry for 8. dag i træk. Lyder det bekendt? Oveni kommer så det, at børnene, som elsker pølser, frikadeller og nuggets, gerne skal lære at spise kødfrit, da vi alle ved, at bøfferne tæller negativt i CO2-regnskabet. En kødfri menu er udfordrende nok for mange voksne, da vi er vant til at tænke på kødet som det primære, og så lidt tilbehør ved siden af.
Et godt trick her er at starte med at erstatte kødet med finthakkede og ristede brune champignoner i retter, som børnene kender. Prøv eksempelvis at erstatte oksekødet i lasagne med en tilsvarende mængde svampe. Brune champignoner dufter magisk, når de ristes på panden, og de vil med garanti glide fint ind hos børnene ved middagsbordet.